Vi bliver fra tid til anden mødt med spørgsmålet om moms ved afrejse før tid eller annullering af ophold. Vi forstår godt at spørgsmålet giver anledning til udfordringer da den momsmæssige behandling afhænger af tidspunktet for annullering. Derfor vil vi forsøge at gengive nogle retningslinjer i denne artikel, som kan være nyttige i den daglige drift.

 

Afrejse før tid

Hvis en gæst rejser hjem før opholdet er slut, skal der stadig afregnes moms af hele beløbet. Grunden er, at leveringen af ydelsen er påbegyndt.

 

Annullering

Her afhænger momspligten af tidspunktet:

  • Sent annulleret (f.eks. samme dag eller så tæt på, at pladsen ikke kan gensælges): 

Det beløb, der beholdes, skal pålægges moms.

 

  • Tidligt annulleret (f.eks. dagen før eller tidligere, hvor pladsen realistisk kan gensælges):

Beløbet skal ikke pålægges moms. Det betragtes i stedet som en form for erstatning for udeblivelse.

En tommelfingerregel er derfor: Annullering dagen før eller tidligere → ingen moms.

 

Dokumentation er afgørende

For at kunne bogføre et beløb som momsfrit erstatningsgebyr, skal der være dokumentation.

  • En mail med afbestillingen er bedst, da tidspunktet fremgår.
  • Hvis kunden ringer, lav et notat med præcist tidspunkt og startdato for opholdet.

I bogføringen kan det være en god idé at oprette en særskilt linje, f.eks. kaldet “Erstatning ved udeblivelse”, så det holdes uden for momsen.

 

Handelsbetingelser

Det kan være en fordel at præcisere jeres betingelser. Som eksempelvis:

  • Ved lejemål: “Der betales 50% ved annullering mindre end 60 dage før opholdet, 75 % ved annullering mindre end 30 dage før opholdet og 100% ved annullering mindre end 15 dage før opholdet”
  • Ved pladser: “Der betales et annulleringsgebyr svarende til pladsgebyret.”

 

Ovenstående forslag skal ikke anses som krav, men blot forslag til præciseringer. Det er hensigten, at præciseringerne kan hjælpe med at fastsætte rammerne overfor kunderne, men de vil også hjælpe i forhold til at kunne dokumentere baggrunden for jeres håndtering af erstatnings- og annulleringsgebyrer.

 

Tilbagebetaling af moms

Hvis der tidligere er afregnet moms af beløb, der faktisk skulle have været momsfri, er det muligt at rette op til 3 år tilbage. Men vær opmærksom på, at der skal kunne vises dokumentation, og at myndighederne ikke nødvendigvis accepterer hele beløbet.


Kontakt

Hvis I har spørgsmål til bogføring, moms, skat eller regnskab for campingvirksomhed er I altid velkomne til at kontakte os.