For første gang deltog RSM Danmark i Forward Sprint – RSMs internationale innovations- og udviklingsforløb for unge talenter.  Med afsæt i forskellige problemfelter arbejder deltagerne med kreativ problemløsning og omsætning af idéer til prototyper og realistiske løsningsforslag.

I begyndelsen af december nåede fire måneders intensivt arbejde sit højdepunkt for Kasper Huusmann Pedersen, RSM i Aarhus og Frederik Emil Madsen, RSM i København. På et Zoom-opkald med deltagere, partnere og ledere fra hele Europa – herunder også RSM International's CEO Ernest J. Nedder – blev årets vindere i Forward Sprint kåret.

Awardshowet var blev alt andet end en formel afslutning uden nerve og nærvær. “Jeg synes faktisk, at det var et frisk pust, at man udover deltagere og facilitatorer havde inviteret kontorledere og landenes ansvarlige med. Det gav det et ekstra lag. Det gjorde det mere formelt – og samtidig mere prestigefyldt for os deltagere,” fortæller Kasper Huusmann Pedersen.

Til showet blev alle hold præsenteret af deres respektive vejledere, der for de flestes vedkommende selv var tidligere Forward Sprint-deltagere. De tre bedste løsninger blev hædret og under en fontæne af virtuelle klapsalver, udpegede Nedder selv vinderen af Forward Sprint. Inden afsløringen delte han sine egne erfaringer fra lignende talentforløb, som havde præget hans udvikling som leder, og han understregede betydningen af at dele idéer og løfte hinanden. 

Holdet ’Insight Explorers’ vandt med løsningen ’Unlocking Insigths: Turning market knowledge into market advantage’. Med i denne gruppe var Kasper, der på vegne af hele holdet takkede vejleder Theoni Stylianou, deres lokale ledende partnere og RSM generelt, for muligheden og de erfaringer de har fået med sig. 

I RSM Danmark kan vi glæde os over et stærkt resultat og en flot debut for deltagelsen i programmet. Som førstegangsdeltagere fra RSM Danmark, har Kasper og Frederik Emil ikke haft et sammenligningsgrundlag eller kolleger med tidligere erfaringer at trække på. Dén referenceramme har vi nu, og Kasper har sat ord på forløbet, hvad han har fået ud af det og hvilke råd han vil give med på vejen.

Fire måneders intensivt samarbejde og et pitch for en prominent jury
Inden det store awardshow lå et komprimeret og krævende forløb, der indledtes allerede i foråret med nationale nomineringer, offentliggørelse af udvalgte deltagere inden sommerferien og med det egentlige arbejde gennem efteråret i virtuelle arbejdsfora. Grupperne mødtes ugentligt i online sessioner, hvor problemløsning, idéudvikling og sparring var i centrum. Et afgørende vendepunkt kom i oktober, da alle mødtes fysisk på Malta – til tre dage med intensivt arbejde, faglige oplæg og mulighed for at styrke relationer og netværk. 

Efter det intensive arbejde med at definere problemfelt og løsningsmodeller, skulle grupperne sælge deres løsning med et pitch over for en jury. Jurymedlemmerne bestod af ledere fra RSMs globale ledelsesteam.  “Det var lidt angstprovokerende at skulle performe foran de her prominente damer og herrer. Det var ligesom en almindelig eksamenssituation. Vi havde 10 minutter og blev vurderet på flere parametre; Ideen i løsningen, hvor nytænkende og original løsningen er og hvor godt vi leverede vores pitch.”

Holdets vinderløsning blev rost for at tænke længere end løsningen. De præsenterede ikke kun et koncept – men også en konkret plan for implementering, forudsætninger, risici og gevinstpotentiale.

“De roste os meget for ikke bare at have en ide, men også at have tænkt i, hvordan vi kunne føre den ud i livet”, fortæller Kasper. ”Hvilke forudsætninger skal der til for at det kan gennemføres? Hvad er det for nogle personer, vi skal bruge? Udfordringen? Fordelene? Hvad er risici? De var meget imponerende over, at vi havde taget det et skridt længere. Vi havde tænkt mere ud af boksen og brugt de værktøjer, vi fik.  Så vi fik noget nytænkning og kreativitet ind i det.” 

Faglig diversitet 

Kaspers hold fik meget ros og anerkendelse både for deres løsning og deres pitch overfor juryen. Til awardshowet fremhævede Rebecca Richards fra det globale ledelsesteam: “One of the differences that made the winning team really stand out, was to not only paint the vision, but show the roadmap.” Med en helhedsløsning, der gav et bud på løsning og vejen til at implementere, kom gruppen således godt i mål. 

De afgørende elementer for deres succes var sammensætningen af kompetencer og viljen til at skabe et trygt rum for samarbejde og læring. De gav plads til hinanden; “Det unikke var, at vi havde forskellige perspektiver. Vi kom fra forskellige fagområder – revision, tax, compliance – og fra forskellige kulturer og lande. Det gav en stærk dynamik, hvor alle kompetencer kom i spil: kreativitet, faglighed, kommunikation, præsentationsteknik og struktur. Der var heller ikke nogen i grupperne der var fra samme land, det tror jeg giver et frisk pust i gruppedynamikken – vi var fra meget forskellige lande i forhold til, at vi alle var fra Europa”. 

Holdets vejleder, Theoni, spillede en afgørende rolle i at skabe tryghed, struktur og fremdrift. Hun etablerede et tydeligt gruppesæt af værdier og et forum, hvor alle bidrog uden frygt for at tage fejl. “Hun skabte et trygt forum, hvor alle turde sige noget. Det er ikke fordi, vi havde specifikke retningslinjer, men vi havde et kodeks. Vi skal tale ordentligt, vi skal respektere hinanden, der er ikke nogen dårlige ideer og alle skal have lov til at sige noget. Det virker meget basalt. Samtidig var hun god til at holde os på sporet, for der var relativt meget run på de her sessioner.”

Eksempel på opgaveformulering. 
Kaspers gruppe arbejdede med dette emne og første del i processen var at sætte rammen for det problem, der skulle løses.  

Denne model blev brugt til at hjælpe med at indramme og have klarhed over vejen fra problem til løsning.

Deltagerne blev præsenteret for CPS-processen - en metode der hjælper med at skaber retning og styrker beslutningsprocessen undervejs  

Bedømmelseskriterierne

 

 

Et udbytte med mange facetter – og en opfordring til kommende Forward Thinkers

Deltagelsen i Forward Sprint har rustet deltagerne med nye færdigheder; kreativ problemløsning, tværkulturelt samarbejde, personlig udvikling og muligheden for at prøve sig selv af i en international kontekst. Men oplevelsen har også givet en anden forståelse af RSM som organisation og hvad det vil sige at være en del af det netværk. For Kasper blev det tydeligt, hvor stor en del af RSM’s identitet det internationale samarbejde faktisk udgør – noget man ikke nødvendigvis mærker i hverdagen i Danmark. ”Forløbet har givet et godt perspektiv på, at vi er en del af det her internationale samarbejde, og hvad det vil sige. En samling af firmaer fra forskellige lande med forskellige kulturer. Det synes jeg er vigtigt, for det er jo en del af vores identitet i RSM. 

For Kasper har forløbet været mere omfattende, men også mere udviklende, end forventet. Han fremhæver tre ting, han særligt tager med sig:

  • Styrket fællesskab i RSM:
    “Det fokus der var på sammenhold i RSM gjorde noget godt for mig. Det bliver tydeligt, at vi faktisk prioriterer det internationale samarbejde. Forløbet gjorde det konkret, hvad det betyder at være en del af et globalt netværk”
  • Nye samarbejds- og problemløsningsevner:
    “ Værktøjerne gav mig nye perspektiver på, hvordan man løser problemer og angriber komplekse udfordringer – både fagligt og personligt”
  • Relationer og netværk på tværs af Europa.
    ”At sætte ansigter på kolleger fra andre lande har gjort det internationale samarbejde langt mere nærværende og meningsfuldt. Det giver et helt andet billede af RSM og man finder sin plads i det internationale fællesskab.”

Kaspers opfordring til fremtidige deltagere er helt klar og han understreger betydningen af at gå ind i forløbet med engagement:

“Spring ud i det. Der er ikke noget farligt. Alle er på samme niveau – også sprogligt. De fleste er lige så nervøse som dig. Udbyttet afhænger af, at man selv lægger sit hjerte i det. Det kræver tid – også ud over de planlagte sessioner. Men man får det mange gange igen.”

Det er ikke kun en faglig gevinst man får ud af at være med – der er også et godt personligt udbytte:

“Selv hvis man ikke vinder, får man masser af læring med. Samarbejde på tværs af nationer og kulturer giver redskaber, man kan bruge i både arbejdsliv og livet generelt. Man vokser af det – fagligt, personligt og relationelt. Hvis man får muligheden, skal man tage den.”