Servicefradrag i BoligJob-ordningen kan omfatte udskiftning af træterrasse
Skatterådet har i et nyt bindende svar, SKM2026.341.SR, fastslået, at arbejdsudgifter til nedtagning og bortskaffelse af en gammel træterrasse samt opførelse af en ny træterrasse kan være omfattet af servicefradraget i BoligJob-ordningen.
Afgørelsen er navnlig interessant, fordi Skatterådet anser en træterrasse for omfattet af begrebet ”belægningsarbejde”. Fradragsretten er således ikke begrænset til traditionelle belægninger som fliser, sten eller asfalt. Fradraget forudsætter dog, at de almindelige betingelser – herunder dokumentationskravene – er opfyldt.
Gældende regler
Som udgangspunkt er der ikke skattemæssigt fradrag for privates udgifter til serviceydelser, reparationer og vedligeholdelse af boligen eller fritidsboligen.
Efter ligningslovens § 8 V kan der imidlertid opnås fradrag for betalte og dokumenterede udgifter til arbejdsløn vedrørende de ydelser, der er omfattet af BoligJob-ordningen. Ordningen er opdelt i servicefradraget og fradraget for grøn istandsættelse – det såkaldte håndværkerfradrag.
Med virkning fra den 1. januar 2025 blev listen over serviceydelser udvidet, så den under almindeligt havearbejde blandt andet omfatter:
- fliserensning af terrasser og indkørsler,
- rensning af tagrender,
- belægningsarbejde og
- anlæg af ny græsplæne.
Servicefradraget kan i 2026 højst udgøre 18.300 kr. pr. person. I 2025 udgjorde grænsen 17.500 kr. Det er alene arbejdslønnen, der kan danne grundlag for fradrag – ikke udgifter til materialer mv.
Ved arbejde på en fritidsbolig skal den skattepligtige være ejer af fritidsboligen og være omfattet af ejendomsværdiskat af ejendommen på tidspunktet for arbejdets udførelse. Arbejdet skal som udgangspunkt udføres af en momsregistreret virksomhed.
Den konkrete sag
Sagen vedrørte et ægtepar, som havde fået udskiftet en gammel og mørnet træterrasse ved deres sommerhus. Arbejdet omfattede:
- nedtagning af den eksisterende træterrasse,
- bortskaffelse af den gamle terrasse og
- opførelse af en ny træterrasse i samme størrelse.
Arbejdet var udført af en momsregistreret tømrer. Der forelå et tilbud på 225.000 kr. inklusive moms samt tre fakturaer vedrørende delbetalinger. Fakturaerne henviste til tilbuddet, men indeholdt ikke en nærmere specifikation af arbejdslønnen eller datoen for arbejdets udførelse.
Træ kan også være en belægning
Hverken ligningsloven eller forarbejderne indeholder en nærmere definition af begrebet ”belægningsarbejde”. Der er heller ikke fastsat bestemte krav til belægningens materiale eller karakter.
Skattestyrelsen fandt derfor, at begrebet ud fra en naturlig, sproglig forståelse omfatter belægningsarbejde på eksempelvis en terrasse eller i en indkørsel. Det gælder, uanset om arbejdet består i nedtagning, udskiftning eller nyetablering.
Belægningen kan efter Skattestyrelsens opfattelse blandt andet bestå af:
- fliser,
- træ,
- beton,
- grus,
- brosten,
- skærver eller
- kassetter.
Afgørelsen viser dermed, at en træterrasse skattemæssigt kan anses for en belægning, selv om terrassen er udført som en egentlig tømmerkonstruktion.
Nedtagning og bortskaffelse kan også omfattes
Arbejdsløn til bortskaffelse og bortkørsel er som udgangspunkt ikke selvstændigt omfattet af BoligJob-ordningen.
I den konkrete sag blev nedtagningen og bortskaffelsen imidlertid anset for at være en integreret del af belægningsarbejdet. Skatterådet tiltrådte derfor, at både nedtagning og bortskaffelse af den gamle terrasse samt opførelsen af den nye terrasse kunne omfattes af servicefradraget.
Dokumentationskravene skal være opfyldt
Selv om arbejdet principielt var fradragsberettiget, opfyldte de fremlagte fakturaer i den konkrete sag ikke umiddelbart dokumentationskravene.
Dokumentationen skal blandt andet indeholde oplysninger om:
- det udførte arbejde,
- arbejdslønnens størrelse,
- virksomhedens CVR-nummer,
- datoen for arbejdets udførelse og
- adressen, hvor arbejdet er udført.
Hvis fakturaen omfatter flere arbejdsopgaver, bør arbejdslønnen udspecificeres på de enkelte ydelser. Materialer, kørsel og øvrige omkostninger bør ligeledes fremgå særskilt.
Betalingen skal kunne dokumenteres ved eksempelvis bankoverførsel, netbank eller betalingskort. Kontant betaling og betaling med check giver ikke ret til fradrag.
Praktisk betydning
Afgørelsen indebærer en relativt bred fortolkning af begrebet belægningsarbejde. Servicefradraget kan derfor efter omstændighederne omfatte arbejdsløn til både etablering og udskiftning af terrasser, herunder træterrasser.
Udgivet af REVITAX