Landsskatteretten har i SKM2026.503.LSR givet et selskab medhold i, at udviklingen af en softwareplatform var omfattet af reglerne om forsøgs- og forskningsudgifter. Et syn og skøn under klagesagen fik afgørende betydning for resultatet. Afgørelsen føjer sig dermed til flere sager, hvor en sagkyndig belysning af de tekniske forhold har ført til medhold.

Sagen kort

Selskabet havde udviklet en platform til overvågning og administration af globale Internet of Things-forbindelser. Platformen gjorde det muligt at forbinde enheder til forskellige mobilnetværk gennem en fælles grænseflade. Sagen vedrørte udviklingsudgifter på ca. 4,1 mio. kr. i 2021 og 2,65 mio. kr. i 2022, navnlig løn og eksterne konsulenter.

Skattestyrelsen afviste, at udgifterne var omfattet af ligningslovens § 8 B, og nægtede derfor forhøjet fradrag og skattekredit. Styrelsen krævede samtidig tidligere udbetalt skattekredit på 581.968 kr. tilbagebetalt. Almindeligt driftsfradrag var allerede accepteret for de oprindeligt oplyste udgifter.

Syn og skøn blev afgørende

Efter at selskabet havde påklaget Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten, blev der gennemført syn og skøn. Skønsmandens vurdering underbyggede navnlig, at:

• Platformens tekniske kerne var udviklet fra bunden, og resultatet kunne ikke opnås ved blot at sammensætte eksisterende platforme.
• Det fælles hændelsesformat og de tilhørende grænseflader udgjorde et teknologisk fremskridt i forhold til etablerede platforme i 2021 og 2022.
• Platformen gav en fleksibilitet, som ikke var almindelig på udviklingstidspunktet, selv om andre løsninger havde lignende funktionalitet.

Der indgik standardkomponenter i løsningen, bl.a. en database og en beskedfordeler. Det udelukkede ikke medhold. Skønsmanden forklarede, at brugen af sådanne komponenter er almindelig i softwareudvikling, mens det nyskabende lå i den udviklede tekniske kerne.

Landsskatteretten lagde særlig vægt på skønserklæringen. Også Skattestyrelsen tiltrådte under klagesagen Skatteankestyrelsens indstilling om at ændre afgørelsen med udtrykkelig henvisning til skønsmandens besvarelser.

Medhold med hjemvisning af beløbsopgørelsen

Selskabet fik medhold i, at udviklingsarbejdet var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, med adgang til forhøjet fradrag og skattekredit efter ligningslovens § 8 X.

Den konkrete opgørelse af fradrag og skattekredit blev dog hjemvist til Skattestyrelsen. Det skal herunder afklares, om samtlige udgifter afholdt i 2022 kan medregnes. Selskabet vandt dermed det centrale spørgsmål om udviklingsarbejdets karakter, mens den endelige beløbsopgørelse fortsat står åben.

Flere sager er vundet efter syn og skøn

Afgørelsen står ikke alene. Syn og skøn har også haft væsentlig betydning i bl.a. følgende sager:

I SKM2024.579.LSR, som omhandlede udvikling af en digital lyd- og e-bogsløsning. Landsskatteretten lagde særlig vægt på skønserklæringen og anerkendte udgifterne som omfattet af LL § 8 B med ret til skattekredit efter LL § 8 X.

I SKM2025.514.LSR, som vedrørte udvikling af en digital platform. Skønsmændenes vurdering af udviklingsarbejdets nyskabende karakter indgik i grundlaget for, at selskabet fik medhold om LL § 8 B og skattekredit efter LL § 8 X.

Vores vurdering

Efter vores vurdering viser afgørelsen, at et afslag fra Skattestyrelsen bør vurderes sammen med mulighederne for at styrke bevisførelsen i en klagesag.

I sager som denne kan der først anmodes om syn og skøn, når Skattestyrelsens afgørelse påklages til Landsskatteretten. Denne adgang gælder ikke under Skattestyrelsens almindelige behandling af sagen. Selve syns- og skønssagen foregår ved byretten til brug for klagesagen.

Der skal fortsat foretages en konkret vurdering. At en løsning er ny for virksomheden eller har krævet en stor udviklingsindsats, er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Vurderingen skal også forholde sig til den kendte teknik og løsningerne i branchen på udviklingstidspunktet.

Virksomheder bør derfor løbende sikre projektbeskrivelser, dokumentation for tekniske udfordringer, forsøg og test samt oplysninger om de opnåede fremskridt. Dette materiale bør fremlægges allerede under Skattestyrelsens behandling af sagen.

Fastholder Skattestyrelsen et afslag i deres afgørelse, bør man overveje, om afgørelsen skal påklages til Landsskatteretten, og om syn og skøn under klagesagen kan belyse de omtvistede tekniske forhold mv. Den nye afgørelse viser værdien af dette bevismiddel.

Hjemvisningen i den konkrete sag understreger samtidig behovet for dokumentation af de konkrete udgifter, der ønskes medregnet.

Østre Landsret har i en dom fra 2. juli 2025 fastslået, at krav på tilbagebetaling af udbytteskat og royaltyskat er omfattet af en 5-årig forældelsesfrist.

Problemstillingen i sagen

Skattestyrelsen offentliggjorde den 13. juni 2016 et styresignal om, at krav om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat ikke er omfattet af kildeskattelovens § 67 A, og at forældelsesfristen dermed var tre år og ikke fem år som forudsat i hidtidig praksis.

Efterfølgende fastslog Landsskatteretten i en række afgørelser, at kildeskattelovens § 67 A finder anvendelse på krav om tilbagebetaling af både udbytteskat og royaltyskat, og at forældelsesfristen dermed er fem år.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelser for domstolene, hvor sagerne blev henvist til førsteinstansbehandling i Østre Landsret på grund af den principielle og vidererækkende karakter.

Landsrettens dom

Landsretten fandt, at krav på tilbagebetaling af udbytteskat og royaltyskat er omfattet af den 5-årige forældelsesfrist efter kildeskattelovens § 67 A.

Landsretten henviste bl.a. til, at kildeskattelovens § 67 A efter sin klare formulering førte til en forældelsesfrist på fem år, og at dette også havde klar støtte i forarbejderne.

Kravet på tilbagebetaling af udbytteskat var derfor fremsat rettidigt.

Det vides ikke, om Skatteministeriet har indbragt landsretsdommen for Højesteret.