Landsskatteretten fandt, at en person, som anvendte VSO, skulle beskattes af værdi af fri bil af to leasede bil, da bogføringen af driftsudgifter var sket hos virksomheden og ikke i personligt regi. En efterfølgende regnskabsmæssig fordeling af udgifterne var ikke tilstrækkelig.

Baggrund

Personen anvendte VSO og havde leaset 2 biler. Bilerne blev anvendt i virksomheden og privat. Alle udgifter var løbende bogført i virksomheden og betalt af virksomheden. Ved regnskabsafslutning blev den private andel reguleret efter kørselsregnskabet og overført som en privat hævning.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten bemærker, at anvendelse af virksomhedsordningen forudsætter en klar regnskabsmæssig opdeling af klagerens samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi. Den faktiske regnskabsmæssige håndtering af udgifterne m.v. og de kontraktmæssige forhold vedrørende leasede biler er derfor afgørende for vurderingen af, hvorvidt bilerne har indgået i virksomhedsordningen, eller om bilerne er holdt udenfor ordningen.

Hvis virksomheden afholder udgifter i klagerens privatsfære, herunder udgifter vedrørende de omhandlede leasede biler, kan udgifterne ved afholdelsen bogføres som et tilgodehavende på mellemregningskontoen med klageren, jf. virksomhedsskattelovens § 4a. Herved kan beslutningen om, hvorvidt udgiftsafholdelsen skal være en postering på hævekontoen eller på mellemregningskontoen, eventuelt udskydes til efter indkomstårets udløb, jf. blandt andet den praksis, der er beskrevet i den juridiske vejlednings afsnit C.C.5.2.6, samt betænkning over ”forslag til lov om ændring af forskellige skattelove, LFB1991 -1992.1.170”.

Virksomheden har i 2016 løbende betalt og bogført stort set alle de løbende driftsudgifter på bilerne via virksomhedens bankkonti på bilerne. Kun ubetydelige brændstofudgifter er betalt af samleveren og refunderet via bogføring på mellemregningen. Alle øvrige biludgifter er bogført på virksomhedsdriftskonti, herunder fejlagtigt hele den indgående afgift (købsmoms) af bilernes driftsudgifter og leasingydelser. De bilrelaterede udgifter er således hverken bogført som hævninger på hævekontoen eller på mellemregningskontoen. Biludgifterne er derfor løbende regnskabsmæssigt behandlet på samme måde som alle andre 100 % erhvervsmæssige udgifter i virksomheden. Det fremgår i øvrigt klart af leasingkontrakterne, at klageren har indgået kontrakterne på vegne af virksomheden.

Hvis bilerne regnskabsmæssigt var holdt udenfor virksomhedsordningen, skulle de bilrelaterede udgifter løbende være bogført på mellemregningskontoen. Herved ville indeståendet på mellemregningskontoen i øvrigt på tidspunkter være blevet negativ, hvorfor saldoen på kontoen skulle være udlignet ved overførsler efter § 5.

Landsskatteretten finder på ovenstående baggrund, at de leasede biler regnskabsmæssigt har indgået i virksomhedsordningen ifølge virksomhedens bogføring. De af repræsentanten fremlagte opgørelser ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2 kan ikke føre til noget andet resultat. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Vores kommentarer

Sagen viser, at bogføringen kan være altafgørende for, om der skal ske beskatning af fri bil eller ej. Hvis bogføringen er tilrettelagt således, at det er virksomhedsordningen, der løbende afholder alle udgifterne på biler, er det ikke tilstrækkeligt, at der foretages en fordeling af udgifterne i det endelige regnskab, selvom det deraf fremgår, at bilen er valgt placeret udenfor VSO.

Vi vil således anbefale, at udgifter til blandet benyttede biler løbende skal behandles som en privat udgift. Ultimo kan den erhvervsmæssige del af de samlede biludgifter så udgiftsføres i virksomheden og godskrives på mellemregningskontoen.