Jeppe Bruus fortsætter som skatteminister i den nye SVM-regering. Hvad ved vi mere – ikke så meget!

 

Lagerbeskatning af fast ejendom

I regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” står skrevet, at den løbende beskatning af selskabers ejendomsavancer (lagerbeskatning) er lagt død.

Så er der mange, der kan ånde lettet op.

 

Nedsættelse af bo- og gaveafgift

Anden interessant læsning i ”Ansvar for Danmark” er en nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra de nuværende 15 % til 10 % ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder.

I samme ombæring er anført, at der er afsat ½ mia. kr. til at skabe en ny model for værdiansættelse.

 

Forsknings- og udviklingsfradrag

Der er afsat 1 mia. kr. til at forbedre de nuværende regler.

Hvordan og hvornår vides ikke.

 

Mellemskat, topskat og top-topskat

Der er planer om at (gen)indføre en mellemskat på 7,5 %.

Denne mellemskat skal betales af personlig indkomst (beregningsgrundlaget for topskat) i intervallet 618.000 kr. (topskattegrænsen for 2023) til 750.000 kr.

Er arbejdsindkomsten mv. over 750.000 kr., skal der betales den nuværende topskat på 15 % af den overskydende indkomst op til 2,5 mio. kr.

Er man så heldig, at man tjener mv. over 2,5 mio. kr., får man lagt en skat på 5 % oveni topskatten på de 15 %. Så top-top-skatten udgør med andre ord 20 % af den del af indkomsten (løn, overskud af virksomhed mv.), der overstiger 2,5 mio. kr.

Vi ved ikke, hvornår disse nye regler træder i kraft, men det kan alt andet lige tidligst blive fra og med 2024.

 

Beskæftigelsesfradraget

Beskæftigelsesfradraget forhøjes, og forhøjelsen må antages tidligst at kunne ske fra og med 2024.

 

Men det vides ikke!