Udvidelse af medarbejderaktieordningen
Baggrund
Regeringen har sendt et lovforslag i høring om ændring af ligningslovens § 7 P. Formålet er at gøre aktieløn mere attraktiv og praktisk anvendelig for iværksættere og vækstvirksomheder. De nuværende regler har i praksis vist sig vanskelige at bruge, fordi både adgangskriterierne og de administrative byrder er for stramme.
Hovedelementer i forslaget
Fremover vil selskaber med op til 10 års drift (tidligere 5 år) kunne anvende den lempelige ordning.
Antallet af ansatte øges fra maksimalt 50 til 150 fuldtidsansatte.
Omsætning/balancesum hæves fra 15 mio. kr. til 200 mio. kr.
Dermed bliver det muligt for væsentligt flere selskaber at bruge ordningen.
Efter gældende regler kan aktieløn højst udgøre 50 % af medarbejderens årsløn.
Fremover bortfalder loftet helt, så længe medarbejderen får en grundløn mindst svarende til dagpengeniveauet.
I 2025 svarer dette til ca. 21.100 kr. pr. måned eller 253.100 kr. årligt.
Når grundlønskravet er opfyldt, kan aktielønnen tildeles uden yderligere beløbsbegrænsning, og kravet om værdiansættelse af aktierne bortfalder.
Kravene til dokumentation og værdiansættelse reduceres væsentligt.
Det bliver billigere og enklere for mindre virksomheder at tilbyde aktieløn uden omfattende rådgiver- og rapporteringsomkostninger.
Beskatning udløses fortsat først, når medarbejderen sælger aktierne.
Indkomsten beskattes som aktieindkomst (maks. ca. 42 %) frem for som lønindkomst, hvor marginalskatten kan udgøre op til ca. 57 % (og endnu højere fra 2026 med den nye top-topskat).
Virksomheden opnår fortsat ikke fradrag for aktielønnen.
EU-godkendelse og ikrafttrædelse
Ændringerne kan først træde i kraft, når de er godkendt af EU-Kommissionen. Det skyldes, at ordningen kan udgøre statsstøtte. Godkendelsen forventes at foreligge i løbet af 2026, hvorefter reglerne kan sættes i kraft.
Praktisk betydning
Konklusion og anbefaling
De nye regler vil markant forbedre rammerne for at tiltrække og fastholde medarbejdere gennem aktieløn.
Det anbefales, at virksomheder, der overvejer at indføre aktieløn, vurderer timingen nøje.
Det kan være hensigtsmæssigt at vente til 2026, hvor de nye regler forventes at træde i kraft, da de giver både større fleksibilitet og væsentligt lavere administrative omkostninger end de nuværende regler.
Udgivet af REVITAX