En netop offentliggjort byretsdom, SKM2026.440.BR, anerkender et konsulentselskab som rette indkomstmodtager af honorarer, selv om selskabet gennem flere år kun havde faktureret én hvervgiver.

 

Begrebet rette indkomstmodtager har den seneste tid fået betydelig opmærksomhed i pressen, blandt andet i Weekendavisen og Berlingske. Opmærksomheden vedrører navnlig risikoen for dobbelt- og trippelbeskatning, når indtægter, som er faktureret gennem et selskab, i stedet anses for lønindkomst hos ejeren. Presseomtalen har også givet anledning til politisk debat om retssikkerheden på området. Dette er tiltrængt, selvom der er tale om en ældre problemstilling.

 

Reglerne i korte træk

Når en person udfører konsulentarbejde gennem eget selskab, skal det vurderes, om arbejdet udføres som selvstændig erhvervsvirksomhed, eller om personen reelt er lønmodtager hos hvervgiveren. Vurderingen sker på grundlag af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven og beror på en samlet bedømmelse af det konkrete samarbejdsforhold.

 

Der lægges blandt andet vægt på instruktionsbeføjelser, økonomisk risiko, afholdelse af driftsomkostninger, vederlagsvilkår og tilknytningen til hvervgiveren. Det er således ikke tilstrækkeligt blot at indgå en konsulentaftale og fakturere gennem et selskab med tillæg af moms. Omvendt er enkelte lønmodtagerlignende forhold heller ikke nødvendigvis afgørende.

 

Sagen – konsulentarbejde for én koncern

Sagen vedrørte en konsulent, der drev virksomhed gennem et anpartsselskab og var selskabets eneste ansatte. Arbejdet bestod navnlig i projektledelse. Selskabet havde tidligere haft flere kunder, men havde gennem en årrække alene udført opgaver for én hvervgiver. I de omhandlede indkomstår, 2015 og 2016, vedrørte opgaverne dog projekter for flere selskaber i samme koncern.

 

Selskabet blev honoreret efter medgået tid med et loft på 160 fakturerbare timer om måneden, og aftalerne kunne opsiges med en måneds varsel. Skattestyrelsen og Landsskatterettens flertal anså konsulenten for lønmodtager. Der blev navnlig lagt vægt på det langvarige samarbejde med én hvervgiver, rammerne for arbejdstiden og myndighedernes vurdering af, at konsulenten ikke havde båret en selvstændig økonomisk risiko.

 

Konsekvenserne var vidtgående: Honorarerne blev henført til konsulenten som lønindkomst, mens indbetalingerne til selskabet blev anset som skattepligtige tilskud. Samtidig blev selskabet nægtet fradrag for løn- og driftsudgifter samt købsmoms.

 

Byrettens dom

Byretten nåede efter en samlet vurdering frem til det modsatte resultat. Retten lagde navnlig vægt på følgende forhold:

 

  • Selvstændig arbejdstilrettelæggelse
    Konsulenten kunne frit tilrettelægge arbejdet og var ikke underlagt konkrete instruktionsbeføjelser fra koncernens medarbejdere. De omfattende procedurer og instruktioner skyldtes i det væsentlige myndighedskrav, som gjaldt for både ansatte og selvstændige eller ikke brugen af hvervgiverens computer talte under de konkrete omstændigheder for et lønmodtagerforhold, da dette var begrundet i særligt høje krav til IT-sikkerhed.
     
  • Reel økonomisk risiko
    Selskabet var ikke sikret et minimumsvederlag, og honoraret kunne bortfalde, hvis et projekt blev afbrudt. Det aftalte opsigelsesvarsel sikrede heller ikke selskabet betaling i opsigelsesperioden. Selskabet var desuden erstatningsansvarligt for manglende eller mangelfuldt arbejde og havde tegnet erhvervsansvarsforsikring til afdækning af denne risiko.
     
  • Egne driftsomkostninger
    Selskabet havde afholdt omkostninger til blandt andet forsikring, transport, telefon, internet, computer og revisor. Retten fandt, at udgifterne havde en art og størrelse, som måtte forventes i en selvstændig virksomhed inden for den pågældende branche. Den lave omkostningsprocent kunne ikke i sig selv begrunde, at selskabet ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed.
     
  • Én faktureret kunde var ikke afgørende
    Retten fremhævede i den momsretlige vurdering, at selskabet reelt leverede ydelser til flere selvstændige selskaber i koncernen. I den skattemæssige vurdering indgik desuden, at selskabet kunne arbejde for andre kunder, og at loftet over honoraret efter skønsmandens vurdering var et normalt vilkår for sådanne konsulentaftaler.

 

Medhold vedrørende både skat og moms

Byretten anerkendte selskabet som rette indkomstmodtager. Selskabet skulle derfor ikke tilskudsbeskattes af honorarerne, og de omtvistede fradrag for udgifter blev anerkendt. Konsulentens personlige indkomst og aktieindkomst blev samtidig nedsat i overensstemmelse med de nedlagte påstande.

 

Retten foretog også en særskilt momsretlig vurdering og fandt, at selskabet havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed. Nedsættelsen af selskabets købsmoms bortfaldt derfor.

 

Efter vores vurdering er dommen særligt relevant ved rådgivning af konsulenter og andre vidensbaserede virksomheder, hvor driftsomkostningerne kan være begrænsede, og hvor én større kunde kan optage hovedparten af kapaciteten. Dommen illustrerer, at både omkostningsniveau, afregningsform og krav til arbejdets udførelse skal vurderes i deres konkrete branchemæssige sammenhæng.

 

Vores anbefaling er derfor, at gennemgangen af konsulentaftaler suppleres med dokumentation for, hvordan samarbejdet faktisk fungerer:

  • Hvem tilrettelægger arbejdet,
  • hvilke udgifter afholder selskabet,
  • hvilket ansvar påtager det sig, og
  • hvad sker der med honoraret, hvis opgaven reduceres eller ophører?

 

Netop disse forhold indgik centralt i rettens vurdering.

Dommen er ikke en generel godkendelse af at fakturere personligt arbejde gennem et selskab, da vurderingen altid skal være konkret og samlet.

Det bemærkes, at byrettens dom er anket til landsretten.

  

Udgivet af REVITAX