Linkedin
Facebook
Email
moreVi får ofte spørgsmål om et selskab kan købe et sommerhus og stille det til rådighed for en direktør, som samtidig er eneanpartshaver. Det kan selskabet godt, men direktøren bliver som hovedregel beskattet af rådigheden over sommerhuset. Konsekvensen heraf er, at det normalt ikke kan anbefales at lade selskabet købe sommerhuset.
Hovedregel
Stiller en arbejdsgiver en sommerbolig til rådighed for en ansat hovedaktionær eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform som led i ansættelsesforholdet, som den ansatte ikke betaler fuldt vederlag for, skal den ansatte hovedaktionær beskattes af værdien af boligen. Den pågældende personkreds formodes som udgangspunkt at have boligen til rådighed hele året.
Den skattepligtige værdi pr. år udgør 16,25 pct. af ejendommens værdi, fordi beskatningsgrundlaget fastsættes med udgangspunkt i de samme takster, som gælder for almindelige ansatte.
Konkret sag
Det er en udbredt opfattelse, at beskatning kan undgås, såfremt retten til bruge sommerhuset begrænses eller afskrives ved at indgå en aftale mellem direktøren, selskabet og et udlejningsbureau. Men i praksis er det utrolig svært at undgå.
Dette illustreres i en konkret sag, der netop er afgjort ved byretten:
Sagen drejede sig om hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2010-2012.
Sagsøgeren havde ved overtagelsen af sommerhuset udarbejdet en fraskrivelsesaftale med sig selv, hvori han havde anført, at sommerhuset skulle udlejes, og at det ikke kunne benyttes af anpartshavere eller disses familiemedlemmer.
Sommerhuset blev udlejet via et udlejningsbureau, og udlejningsaftalen var underskrevet af sagsøgeren personligt. Det fremgik af udlejningsaftalen, at sommerhuset var stillet til disposition for bureauet, og at det var en forudsætning for udlejning, at ejeren også benyttede sommerhuset privat.
Der var enighed i sagen om, at sagsøgeren havde reserveret sommerhuset i mere end en måned i hvert af indkomstårene 2010-2012, Der var også enighed om, at sagsøgeren ikke skulle rådighedsbeskattes i de perioder, hvor sommerhuset havde været udlejet til tredjemand via udlejningsbureauet.
Ved sin afgørelse lagde retten vægt på, at sagsøgeren havde indgået udlejningsaftalen personligt, og at han havde forpligtet sig til at benytte sommerhuset privat. I den forbindelse bemærkede retten, at ejeren bl.a., havde reserveret sommerhuset omkring nytårsaften i to af årene, uden at det havde været påkrævet af hensyn til reparationer m.v. Retten lagde endvidere vægt på, at det ikke var afgørende for spørgsmålet om rådighedsbeskatning, om - eller i givet fald i hvilken udstrækning - sommerhuset rent faktisk havde været benyttet privat af sagsøgeren. På den baggrund fandt retten, at sommerhuset havde været stillet til rådighed for sagsøgeren efter ligningslovens § 16 A, stk. 9, og at der derefter var en formodning for, at sommerhuset havde været til rådighed for sagsøgeren hele året efter ligningslovens § 16, stk. 5. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde afkræftet denne formodning, og at fraskrivelsesaftalen ikke kunne tillægges betydning i den forbindelse. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af værdien af fri sommerbolig, og Skatteministeriet blev frifundet.