Svar på spørgsmål til Folketinget om ny boafgift på 30 %  

 Ny boafgift på 30 % for dødsboer over 10 mio. kr.

Regeringen lægger op til en omlægning af boafgiften, hvor der både sker en forhøjelse af bundfradraget og indføres et nyt progressivt trin for større dødsboer.

 

Efter de nuværende regler udgør boafgiften som udgangspunkt 15 %, mens satsen ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til den nære familie er 10 %. Bundfradraget udgør i 2026 392.300 kr. og forhøjes efter gældende regler til 422.700 kr. i 2029.

 

Hvad foreslås ændret?

Regeringen lægger op til følgende ændringer:

 

  • Bundfradraget forhøjes til 550.000 kr.
  • 15 % boafgift 550.000 kr. – 10 mio. kr.
  • 30 % fra 10 mio. kr. og op.

 

Det nye trin på 30 % skal efter det oplyste ikke gælde generationsskifte af erhvervsvirksomheder. Regeringen har samtidig tilkendegivet, at den nedsatte sats på 10 % ved overdragelse af erhvervsvirksomheder videreføres.

 

 

Væsentlige planlægningsmæssige konsekvenser

En forhøjelse af boafgiften til 30 % for større dødsboer må forventes at få betydning for fremtidig arve- og generationsskifteplanlægning.

 

Ministeriet anfører selv, at en højere boafgift for boer over 10 mio. kr. kan øge brugen af gaver, da gaver fortsat beskattes med 15 %.

 

Derudover kan forskellen mellem 30 % boafgift og 10 % afgift ved overdragelse af erhvervsvirksomheder øge incitamentet til at omlægge passiv formue til erhvervsvirksomhed forud for overdragelse.

 

Hvad bør man være opmærksom på?

For personer og familier med større formuer kan det være relevant allerede nu at overveje:

  1. om der bør ske løbende gaveoverdragelser,
  2. om der skal udarbejdes eller opdateres testamente,
  3. om formuen er hensigtsmæssigt struktureret,
  4. om der er behov for en samlet generationsskifteplan, og
  5. om erhvervsvirksomheder kan overdrages efter de særlige regler.

 

Særligt boer med nettoformue over 10 mio. kr. kan blive væsentligt påvirket, hvis forslaget gennemføres.

 

Vores vurdering

Forslaget indebærer en markant skærpelse for større dødsboer, men samtidig en lempelse for mindre boer som følge af det forhøjede bundfradrag. For familier med betydelige formuer bliver rettidig planlægning endnu vigtigere, herunder afvejningen mellem arv, gaveoverdragelse og eventuelt generationsskifte af erhvervsvirksomhed.

 

Det anbefales derfor, at formuende personer og familier gennemgår deres arve- og generationsskifteplan i god tid, så de skattemæssige konsekvenser kan vurderes, inden reglerne eventuelt træder i kraft.

Udgivet af REVITAX