RSM byder velkommen til ny partner Steen Hestbech Capuzzi 

RSM har fået ny partner til Aarhus-kontoret. Det er 45-årige Steen Hestbech Capuzzi, der netop har sat sig til rette på kontoret i Åbyhøj. Hans ambition er at skabe tilfredse medarbejdere, mens forretningen vokser organisk ved at tilbyde konkurrencedygtige løsninger til SMV’er. 

Steen Hestbech Capuzzi er blevet en del af partnerkredsen på Aarhus-kontoret, der ligger i Åbyhøj og beskæftiger lidt over 30 medarbejdere. I hele revisionshuset er der cirka 200 danske ansatte.

 

Steen Hestbech Capuzzi (midten) med Hans Peter Roug og 
John Lindholm Bode – to af de øvrige partnere på kontoret i Aarhus.

 

Direktør hos RSM og partner i Aarhus, Hans Peter Roug, er tilfreds med at få den nye partner med ombord.

– Steen kommer med erfaring fra flere forskellige revisorhuse, og den kommer vi til at trække på. Det er særligt hans erfaring og indgående kendskab til SMV’er og ejerledede virksomheder, som vi får gavn af. De målgrupper passer godt til vores kundeportefølje, og det er netop i det segment, vi skal finde fremtidig vækst, forklarer Hans Peter Roug og fortsætter: 

– Samtidig bibringer Steen ledelsesmæssige kompetencer, som vi i partnerkredsen kommer til at drage fordel af, så vi kan fortsætte med at udvikle vores tilfredse medarbejdere. Vi er jo heldigvis, på tværs af alle kontorerne begunstiget af at have en ung partnerkreds. Derfor kan vi sikre kontinuitet i mange år fremover uden at skulle være bekymret for et problematisk generationsskifte.     

 

Medbestemmelse og organisk vækst 

For Steen Hestbech Capuzzi er der et par tungtvejende grunde til, at han nu vælger RSM. 

Først og fremmest vil han gerne tættere på ledelseslaget, end han var i sit tidligere arbejde hos BDO. Han kan godt lide at have medindflydelse, og det får han i højere grad hos RSM, hvor hierarkiet er fladt og vejen kort til at få sine idéer gennemført. 

 

– Ud over det glæder jeg mig til at komme tæt på vores kunder. Jeg trives rigtig godt i relationen med kunderne, og når du kommer tæt på forretningen, kan du yde den bedste rådgivning. Vi skal få vores forretning til at vokse organisk ved især at fokusere på markedet for SMV’er, mens vi har fokus på at tiltrække de bedste medarbejdere, fortæller Steen Hestbech Capuzzi. 

 

Rekruttering og fastholdelse i fokus

Ifølge den nye partner er det nemlig opbrudstider i revisorbranchen, hvor årtiers arbejdsraseri måske er ved at finde en ende – og det er ifølge Steen Hestbech Capuzzi vigtigt, hvis branchen skal komme sine rekrutteringsudfordringer til livs. 

 

– Vi skal have fokus på trivsel, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at fortsætte det arbejde, som allerede er blevet gjort på den front. Det er naturligt i vores branche, at der er forskel på travlheden hen over året. Men vi skal kunne rumme dem, der vil arbejde mange timer, og dem der ikke ønsker at arbejde helt så mange timer på grund af for eksempel familieliv. Vi ser især, at mange kvinder forlader branchen lige nu, og vi skal passe på, vi ikke saver grenen over, vi sidder på, mener Steen Hestbech Capuzzi. 

 

– Hvis vi skal drive en solid og lønsom forretning, skal vi kunne tiltrække de rigtige kandidater, og det bliver endnu mere forretningskritisk i de kommende år. Heldigvis står RSM på et godt fundament til at tage markedsandele, fordi vi kan yde en god service og rådgivning, mens vi øger kundeporteføljen, fortsætter han. 

 

Steen Hestbech kommer til at udgøre partnerkredsen på Aarhus-kontoret sammen med Hans Peter Roug, Erik Dahl og John Lindholm Bode.   

 

Fakta om Steen Hestbech, 45 år

                     Statsautoriseret revisor fra 2015. 

                     Kommer fra en rolle som partner hos BDO siden 2017. Før det var han ansat 11 år hos Dansk Revision.

                     Bor privat i Højbjerg ved Aarhus sammen med sin ægtefælle.

 

Fakta om RSM

RSM Danmark har 13 kontorer fordelt i landet - med stærke lokale rødder og samarbejder. Vi prioriterer at skabe gode og vedvarende relationer og møder vores kunder med indsigt, nærvær og imødekommenhed. Vores ydelser henvender sig primært til små og mellemstore virksomheder.

Som medlemsvirksomhed i RSM er vi en del af et velfungerende internationalt netværk, ligesom vi er medlem af Revisorgruppen Danmark, hvor vi trækker på fælles værktøjer, et bredt udbud af kurser og et sekretariat bemandet med nogle af de dygtigste fagspecialister inden for revision. Samtidig drager vi nytte af RSMs internationale netværk ifm. opgaver fra udenlandske kunder og danske kunder som søger rådgivning i udlandet. RSM-netværket har kontorer i over 120 lande, med over 51.000 ansatte og 860 kontorer i henholdsvis Amerika, Europa, Mellemøsten, Afrika og Stillehavsområdet.