Hos RSM i Thisted oplever erhvervsserviceafdelingen stor efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker hjælp til de administrative opgaver i hverdagen – og samtidig har brug for en fast samarbejdspartner, der kender deres forretning.

Forrest fra venstre; Kristina Nørgaard Refsgaard, Majbritt Christensen og Camilla Mehl Schjødt-Jonassen. Bagest fra venstre; Gitte Jeppesen, Heidi Bjerregaard Ringsborg, Jannie Ok Tousgaard Larsen og Miriam Vang Floutrup.
Afdelingen hjælper i dag virksomheder med alt fra bogføring, moms, løn og betalinger til lønsumsafgift, statistikker og refusionsansøgninger. For nogle kunder foregår samarbejdet ude i virksomheden, hvor RSM fungerer som en integreret del af hverdagen, mens andre får løst opgaverne fra kontoret i Thisted.
”Mange virksomheder har behov for en fleksibel løsning, hvor de får hjælp præcis i det omfang, de har brug for. Vi kommer ind, løser opgaverne og fungerer som deres bogholder – og så er vi samtidig en fast sparringspartner, når der opstår spørgsmål eller udfordringer,” fortæller Gitte fra erhvervsserviceafdelingen hos RSM i Thisted.
Netop trygheden er en vigtig del af samarbejdet. Kunderne ved, at de altid kan række ud, og at RSM hjælper med at finde svarene – også når spørgsmålene kræver sparring med revisorer eller andre specialister.
Erfaring og stærkt samarbejde i teamet
Teamet består af 10 dygtige regnskabsassistenter og blev senest styrket med ansættelsen af Kristina Nørgaard Refsgaard. Hun kommer med 20 års erfaring på området og hjælper typisk små og mellemstore virksomheder med blandt andet løn, bogføring og klargøring til revisor. Kristina arbejder med kunder inden for mange forskellige brancher, herunder bilforhandlere, frisører, reklame- og webbureauer, tøjbutikker, lægepraksisser og rejsearrangører.
For Kristina har det været vigtigt at blive en del af et fagligt miljø med et godt samarbejde og mulighed for sparring på tværs af opgaver.
”Vi har et stærkt team og er gode til at hjælpe hinanden – både med faglig sparring og som støtte i travle perioder. Vi har en flad organisation med åbne døre, hvor både revisorer og partnere altid er klar til at hjælpe og svare på spørgsmål. Samtidig er der en rigtig god dynamik på kontoret med søde kolleger og en god stemning,” fortæller hun.
Her står Kristina Nørgaard Refsgaard med Camilla Mehl Schjødt-Jonassen.
Digitalisering giver bedre overblik
Digitaliseringen har de senere år fyldt meget hos virksomhederne. Hvor bogholderiet tidligere ofte krævede fysisk tilstedeværelse, gør digitale løsninger det i dag muligt at arbejde mere løbende og effektivt. Det giver både bedre overblik og hurtigere handling, når udfordringer opstår.
”Behovene hos virksomhederne er grundlæggende de samme som tidligere, men alt skal i dag være digitalt. Det betyder også, at vi kan hjælpe kunderne hurtigere og mere fleksibelt end før,” siger Gitte.
Gitte Jeppesen
Regnskabsassistent
Særligt det løbende overblik skaber stor værdi for kunderne. Når bogholderiet er ajourført, får virksomhederne et klart billede af både tilgodehavender, kreditorer, resultat og likviditet – og dermed et bedre grundlag for at drive virksomheden.
Samtidig hjælper erhvervsservice også med mange af de praktiske udfordringer, som fylder i hverdagen hos virksomhederne, herunder håndtering af indbetalinger fra kunder og post fra myndigheder.
Tæt sparring og nærværende rådgivning
Med den fortsatte udvikling i erhvervsservice-afdelingen står RSM i Thisted stærkt rustet til at hjælpe både mindre og mellemstore virksomheder med administrative opgaver, økonomisk overblik og tæt personlig sparring. Fokus er fortsat på at skabe nærværende rådgivning og fleksible løsninger, der gør hverdagen lettere for kunderne.